Danish Entrepreneurship Award 2013

Danish Entrepreneurship Award 2013 løb af stablen i sidste uge. Fremtidslaboratoriets Jeppe Guldager var repræsenteret. Læs mere om her, hvordan det gik.
Fremtidens designere?
Dagen startede tidligt torsdag den 21. november. Udenfor Messe C i Fredericia holdt biler og busser med godt 5000 unge mennesker, alle fra forskellige uddannelsesinstitutioner rundt om i landet. Indenfor var messecentret blevet forvandlet til det, der skulle danne rammerne for årets udgave af Danish Entrepreneurship Award 2013 (herefter DEA2013). 
 
Fremtidslaboratoriet havde medbragt en 3D printer som bud på, hvilken indflydelse de kunne tænkes at få for fremtidens undervisning. André fra Vejle dumpede, i selskab med en håndfuld klassekammerater fra Kirkebakkeskolen, forbi 3D printeren, der straks blev genstand for deres opmærksomhed. De havde inden DEA2013 deltaget i Edison-projektet, der har fokus på innovation og iværksætteri. I forbindelse med deltagelsen i Edison-projektet, havde André designet et køleskab i Google SketchUp. Om jeg kunne printe det for ham? Jovist, det kunne jeg da godt.
 
Køleskabet ville dog ikke helt makke ret. Det insisterede på at blive printet med lågen først, og det voldte desværre den medbragte MakerBot voldsomme problemer. Senere på dagen kiggede en håndfuld fynske piger forbi, der ligeledes havde deltaget i et innovationsforløb, hvorigennem de var kommet på idéen om en selvkørende tagrenderenser. På den medbragte laptop blev der designet on-the-spot, og en halv times tid efter designprocessen var startet, stod pigerne med deres første dele af en prototype på deres opfindelse i hænderne. Designet og printet på stedet!
 
Ellers bød dagen på løbende konkurrencer blandt deltagerne, og i Fremtidslaboratoriets stand blev der printet tilbehør til de omkringliggende udstillere, og iPhone-covers til forbipasserende. Flere måbede ved første møde med en 3D printer, og dagen igennem blev dens værd ustandseligt demonstreret gennem diverse prototypes.
 
Da klokken rundede 15 var der prisuddeling. Her modtog store som små bifald og kontante belønninger. Se mere om dagens award-vindere her.
27. november 2013    Laboratoriet
Del blogindlæg:
Synes godt om: