For enden af regnbuen...

...ligger Læssøesgades skole i Aarhus. Jeg har lige været til innovationsudstilling og jeg er mildest talt begejstret. Skolen var fyldt med glade børn og deres innovative ideer!

I den forgangne uge har elever og lærere på Læssøesgades skole arbejdet med ideudvikling og innovationsprocesser under overskriften Ideer, der virker i virkeligheden. Skolen var i aften fyldt med masser af glade børn i alle aldre og de fortalte begejstret om deres egne gode ideer, produkter og koncepter til forældre, gæster og dommerkomiteen, som jeg var så heldig at være en del af. Overalt i skolens lokaler var der udførlige beskrivelser af idéudviklingsfasen frem mod det endelige koncept eller produkt. Det var en ren guldgrube af idérigdom, som bl.a. Danfoss, TV2 og Langenæsbageren havde budt ind på. 

Prisen for det bedste produkt løb Sara og Sarah med. Pigerne produktudviklede emballage til chokolade for Langenæsbageren og deres verdensmester i chokolade - og produktet Rainbow Chocolate var en suveræn vinder. Chokolade i verdensklasse smukt emballeret i en miniature udgave af Olafur Eliassons Rainbow Panorama udviklet i genbrugsmaterialer. Wow! Turister og andre vil jo rive den væk fra hylderne på Aros, der allerede nu sælger chokolade fra verdensmesterens hånd. 

Skrotholdet vandt for bedste proces og tryllede bl.a. gamle gryder og andet skrot om til de hotteste lamper, som ville gå som varmt brød i indre København. Prisen for den bedste idé løb hele holdet bag Danfoss Universe, hvor et utal af nye forlystelser så verdens lys. Elever skabte fx oplevelser med læring på fx turen gennem menneskekroppen, hvor du på vejen skyder virus ned.

Rundt om hvert hjørne ventede nye ideer og flere koncepter. En brakhave blev lavet om til et æstetisk åndehul midt i byen med plads til selvforsyning, fugleliv og små blomster.  En app til mobilen blev udviklet lige efter elevernes behov - med plads til lektiebog, men også favoritfilm og musik. Og hold øje med ”fodbasket” – mon ikke den disciplin rammer gadelivet her til sommer?

Tænk uden for stregerne

Det har været helt afgørende ikke at begrænse eleverne i løbet af innovationsugen. De voksne siger ofte "det kan ikke lade sig gøre", "det har vi prøvet", "vi plejer at" osv., hvorimod elever ofte tænker helt uden for stregerne og konventioner. Og det har de fået lov til i denne uge på Læssæesgades skole. Lærerne har været meget optagede af at arbejde med, hvordan der skabes rum til eleverne og deres idérigdom. Det var tydeligt at alle havde arbejdet meget professionelt med processer og procesfacilitering i løbet af ugen og resultatet er enestående.

Er du interesseret i nogle af ideerne og koncepterne, så kig forbi Rådhushallen i Aarhus den 11. april kl. 12-18, hvor elever og lærere vil udstille deres produkter og koncepter. Der er gratis adgang.

29. march 2012    Skolebænken
Del blogindlæg:
Synes godt om: