Evnen til at jonglere og kommunikere med IT og digitale medier er afgørende. Styrken i at kunne formidle i det fælles digitale sprog, bliver vigtig for den enkeltes plads i læringsmiljø og samfund, og beherskelsen af innovation og ny teknologi bliver et af de absolut vigtigste fundamenter for fremtid og vækst.
”…teknologier der endnu ikke er opfundet bruges til
at løse problemer, vi endnu ikke kender”
Helt grundlæggende skaber fremtidslaboratoriet fremadrettede redskaber og undervisningsmateriale, som gør det lettere for den enkelte lærer at inddrage innovation og ny teknologi i sin undervisning. Redskaberne giver også eleverne mulighed for at arbejde kreativt og praktisk med innovation og teknologi i forbindelse med opgaver og projekter. På den måde får de en masse hands-on erfaring med at skabe og konstruere, som både er motiverende og værdifuld for deres læring.
Fleksibilitet, tilgængelighed og motivation til at lære gennem deltagelse, er nøglebegreber i projektet, der er skabt til at fungere som et supplement til eksisterende læreplaner og den øvrige undervisning.
Tiltaget imødekommer nogle af de ønsker og behov samfundet har for at styrke lærernes færdigheder indenfor det naturfaglige felt. Innovation Lab vil undervise de deltagende lærere i innovationsdidaktik, innovationsforløb og stille en lang række digitale værktøjer til rådighed.
Lærerne vil bl.a. få adgang til et konstant opdateret videnunivers med nyheder, cases og opgaveforslag, som kan skræddersys efter undervisningens behov, og mulighed for at benytte en hotline før, under og efter et forløb. En række webbaserede værktøjer giver eleverne mulighed for at arbejde praktisk med innovation og teknologi og et fælles netforum vil være med til at styrke deres samarbejde. Forumet vil også være med til at skabe videndeling, både undervisningsinstitutionerne imellem, men også mellem institutioner, elever og erhvervsliv.
"De 10 mest efterspurgte jobs i 2010, eksisterede
ikke i 2004. Vi forbereder i øjeblikket elever og
studerende til jobs der endnu ikke eksisterer."
Fremtidslaboratoriet bringer fronten for den teknologiske udvikling helt ind i klasseværelserne - og klasseværelserne ud i fremtiden.
Roadlabs kerne er en mobil samling af de nyeste teknologier, som besøger skoler og ungdomsuddannelser. Den fungerer som inspirationskilde ved at give elever og lærere mulighed for at få fingrene i de nyeste prototyper og for at få en fornemmelse for, hvad der venter lige om de næste par teknologiske hjørner. Den mobile samling vil blive suppleret med bl.a. workshops og foredrag, hvor der bliver rig mulighed for at indgå i dialog og debat.
Newsroom er en dynamisk, online videnservice, der er målrettet til undervisningsbrug i både form og indhold, og som konstant bliver opdateret med det nyeste fra teknologifronten. Den enkelte underviser kan abonnere på nyheder, eksempler, illustrationer og cases fra hele verden efter behov og interesse, og får således et lettilgængeligt overblik over, hvad der rører sig lige nu. Den vil bl.a. også bestå af en opgavebank med opgaveforslag og cases til undervisningsbrug, og netbaserede fora, så underviserne indbyrdes kan dele viden og erfaringer på tværs af klasser og institutioner.
Toolpit er fremtidslaboratoriets webbaserede værktøjskasse, som lader eleverne arbejde praktisk med de nye teknologier. Brugbare redskaber bliver stillet til rådighed, så den enkelte får mulighed for at bruge sin kreativitet til at realisere sine idéer. Der bliver rig mulighed for at skræddersy, tilpasse og færdiggøre en opgave eller et projekt i forhold til den specifikke situation. toolpit vil også fungere som skueplads for elevernes arbejde, og lader dem kommentere på hinandens kreationer, og at bidrage med idéer og samarbejde på kryds og tværs - helt i det nye nets kollaborative ånd.