Aus bei mit nach...

Det tyske sprog er fyldt med regler - så der er mere end nok at huske på. I denne opgave bruger eleverne digitale redskaber til at hjælpe hinanden med at huske alle reglerne.
Fag: Tysk
Klassetrin: 7.-10. klasse
Tidsforløb: 2 lektioner
Udarbejdet af:
Senest opdateret:
14. december 2011

Intro til opgaven

I denne opgave skal eleverne udvikle deres egen værktøjskasse med huskeregler i det digitale redskab Wikispaces.

Eleverne skal, i små grupper, formidle deres egen måde at huske en regel i tysk ved hjælp af nogle utraditionelle hjælpemidler - f.eks. skitser, legoklods, tyggegummi eller andre ting, som gør det let at huske. Huskereglerne kan laves som små historier og måske med brug af humor. Eleverne kan også lave en lille film i Animoto, der viser huskereglen, som f.eks. Jørgen Clevin ville have gjort det. Med en wiki, har eleverne altid mulighed for at vende tilbage til hele klassens huskeregler, når der er behov for det. 

Opgaven kan bruges i forbindelse med alle emner - f.eks. i arbejdet med forholdsord. Hvordan husker man remsen aus bei mit nach von zu? Kun fantasien sætter grænser - kan man danse en remse, kan man rappe en remse? Lad eleverne bruge deres egne idéer.

Alle resultater lægges op af eleverne i Wikispaces og efterhånden opbygges et helt bibliotek af huskeregler til tysk, som eleverne altid kan gå tilbage til. 


Redskaber, der skal bruges

Wikispaces

http://www.wikispaces.com/

En wiki er et gratis website, hvor man opbygger indholdet i fællesskab - uden login. Organisér jeres viden, del informationer og dokumentér jeres aktiviteter. Det er både nemt og sjovt, at arbejde med wiki's!

Gå til guiden

Animoto

http://animoto.com/

Med Animoto kan man nemt og hurtigt lave små videofilm ud af billeder, video og tekst. Animoto er nemt at bruge for elever helt ned til 5. klasse. Brug det til f.eks. præsentationer og nyhedsformidling.

Gå til guiden

Klar, parat, start!

  1. Gå sammen i grupper på to og to.

  2. Find to regler eller remser fra tysk, som I vil lave huskeregler til. Måske skal I aftale på klassen hvem, der tager hvad.

  3. Find på en god idé til at huske reglen. Måske skal I bruge legoklodser eller papir og saks? Måske kan I digte en sjov remse? Måske skal I danse? Brug dét, I plejer at gøre forkert, som inspiration.

  4. Skriv jeres huskeregel op i den fælles klassewiki, gerne sammen med et foto, så jeres klassekammerater kan forstå, hvad I mener. Test på jeres klassekammerater.

  5. Brug evt. Animoto til at lave en lille film af billeder og tekst, der beskriver jeres regel. Læg filmen op på Youtube og lav et link til filmen i jeres wiki.

  6. Fortæl jeres nye tyskregler til hinanden på klassen - brug gerne smartboard, hvis I har sådan et, og gå igennem alt nyt indhold på jeres klassewiki.

  7. Husk at bruge jeres fælles klassewiki, når I kommer til nye regler og nyt stof i tysk - eller skal huske dét, I har lært tidligere.


Allerede færdig?

Fortæl jeres parallelklasse om jeres wiki og invitér dem indenfor (med et link), så de også kan bidrage med flere sjove og brugbare huskeregler. Lav selv flere huskeregler.

Forberedelse

  1. Opret en klassewiki eller få et par elever til at gøre det.

  2. Vælg et tema fra tysk og snak på klassen om, hvilke regler eller remser, der kunne være gode at udvikle huskeregler til.