Emnearbejde - del bogmærker og lav en blog

Del bogmærker og lav en blog til videndeling i klassen. Denne opgave handler om, at researche omkring et emne på nettet, finde gode sider og dele bogmærkerne med hinanden. Derudover skal eleverne sætte bogmærkerne ind på en blog, hvor de skriver om emnet.
Fag: Dansk
Klassetrin: 7.-10. klasse
Tidsforløb: 4 lektioner
Udarbejdet af:
Senest opdateret:
30. november 2011

Intro til opgaven

Denne opgave integrerer brugen af digitale redskaber med emnearbejde. Eleverne lærer at dele bogmærker (links til sider på nettet) med hinanden. Ved at dele, undgår de at bruge tid på at lede efter de samme guldkorn på nettet. De fleste kender nok til at gemme favoritter på sin egen computer, så man nemt at finde siderne igen. Med Diigo er det muligt at gemme og dele bogmærkerne online, så man hurtigt kan finde de gode links frem, når man skal bruge dem, uanset, hvilket computer man sidder ved. Derudover skal eleverne gennemarbejde det valgte emne og skrive om det på en blog, hvor gruppens bogmærker også kommer til at ligge. Bloggen bliver således en fælles vidensbank i klassen og sikrer videndeling i klasselokalet.


Redskaber, der skal bruges

Wordpress

http://wordpress.com/

En blog er en hjemmeside, hvor man løbende tilføjer f.eks. tekst og billeder som nye blogindlæg med dato på. Blog-formatet er derfor særligt velegnet til at dokumentere forløb. Med en blog kan man afprøve nye roller som skribent og medieformidler.

Gå til guiden

Diigo

http://www.diigo.com/

Med Diigo kan man samle og dele sine links til favoritsider online. Brug Diigo til gruppearbejde, hvor I hurtigt kan samle bogmærker om dét emne, I arbejder med. Redskabet er f.eks. velegnet til research i grupper og efterfølgende diskussion om kilders validitet.

Gå til guiden

Klar, parat, start!

  1. Del jer op i grupper med 4 personer i hver.

  2. Nu skal I i gang med at researche omkring jeres emne. Start med at google emnet og bogmærk relevante sider på Diigo. Det gør I ved at klikke på 'add+', indsætte URL'en og skrive et par tags eller nøgleord, som beskriver, hvad siden handler om - evt. hvad det særligt gode ved siden er. Det er vigtigt at give bogmærket et navn og nogle tags, så andre hurtigt kan finde ud af, hvad siden handler om. Du kan også søge på tags senere i Diigo og på den måde finde links til sider om f.eks. 'genbrug' eller 'teknologi'.

  3. Når I har lavet jeres research, skal I kigge grundigt på alle jeres links. Kan det hele bruges? Er det troværdig information? Find derefter en vinkel på jeres emne. Hvad vil I fortælle?

  4. Opret en blog på wordpress.com og skriv om emnet på bloggen. Indsæt også billeder og video, som I har fundet undervejs.

  5. Nu skal alle jeres bogmærker kobles på bloggen. Det skal I gøre fra bloggens kontrolpanel. Ved 'udseende' vælger I 'Widgets'. Her finder I 'RSS', som I trækker op på højre hjørne og slipper. Klik så på RSS mærket på Diigo-kontoen og læg linket under din widget på bloggen og wupti - så ligger alle bogmærkerne på forsiden af bloggen. Det smarte er, at al jeres information på den måde bliver samlet ét sted, både det I har fundet på nettet, og det I selv har skrevet.

  6. Læs også de andre gruppers blogs med deres bogmærker og se, hvad de er kommet frem til. I kan sende linket til jeres blog til de andre i klassen. På den måde kan I dele information og kommentere på blogindlæg. Derudover forsvinder bloggen aldrig i bunken af papirer, og I kan altid arbejde videre på den.


Allerede færdig?

Lav en præsentation omkring emnet i Prezi (find guiden til Prezi i Redskaberne her på siden eller gå direkte til Prezi.com). Når I er færdige kan I lave et link til jeres Prezi-præsentation på bloggen.

Forberedelse

  1. Find emner eller temaer, som eleverne kan arbejde med.

  2. Opret eventuelt en fælles Diigo-konto før timen. Se hvordan i guiden til Diigo.

Tip

Spar tid på klassen ved at oprette en fælles Diigo-konto og Wordpress blog på forhånd.