Fortæl historier i digitale bøger

Med Storyjumper kan man skrive sin egen bog. Fantasien slippes løs med figurer, billeder og tekstbokse, når eleverne leger sig til at opbygge skriftlige fortællinger. Med Storyjumper er tegnsætning, dialog og historieopbygning en leg.
Fag: Dansk
Klassetrin: 4.-6. klasse
Tidsforløb: 1 lektion
Udarbejdet af:
Senest opdateret:
10. august 2011

Intro til opgaven

Med Storyjumper får dine elever lyst til at skabe historier. Det er nemt, det er hurtigt og så ligner resultatet de rigtige bøger og tegneserier, som eleverne allerede kender. Samtidig arbejder eleverne med tegnsætning, dialog og historieopbygning.

Storyjumper indeholder mange karakterer, f.eks. pirater, robotter og heste, som eleverne kan bruge i historierne. Der er også diverse figurative elementer som træer, huse og biler, og alle billeder kan sættes sammen på kryds og tværs og lægges ovenpå hinanden som collager. Eleverne tilføjer tekstbokse og talebobler, og historien tager hurtigt form. Eleverne skal lege sig igennem processen og forsøge sig frem ved at trække elementer over i bogen og tilføje tekst.


Redskaber, der skal bruges

Storyjumper

www.storyjumper.com

Med Storyjumper kan man lave sin egen digitale bog. Eleverne arbejder med skriftlig formidling og historieopbygning, mens de udfolder sig kreativt. Billeder trækkes over i bogen, mens teksten løbende tilføjes. Til sidst kan bogen printes og foræres til en ven.

Gå til guiden

Klar, parat, start!

  1. Du starter med at gå ind på Storyjumper.com og logge ind. Din lærer kan hjælpe med hvordan, man gør.

  2. Når du er logget ind, vælger du "Create new book" og herefter "Build a book from scratch". Nu er du klar til at gå i gang.

  3. Når du vil fortælle en historie, er det vigtigt med en hovedperson. Hovedpersonen kan både være et menneske, et dyr, en plante eller måske endda en ting. I Storyjumper er der dog flest muligheder for at ændre hovedpersonens udseende, hvis du vælger et menneske. Start med at præsentere din hovedperson på første side med billede og tekst.

  4. Du bestemmer selv, om du vil have billeder og tekst skiftevis, eller sætte teksten ind i en tekstboks ovenpå billedet. Hvis du skriver meget tekst, kan det være en god idé at skrive teksten på en side for sig selv, så man stadig kan se, hvad der er på billederne.

  5. Nu skal du tage læseren med videre i din historie. For at en historie hænger sammen, er det vigtigt, at hovedpersonen oplever noget. Det kan være noget godt, noget skidt, noget farligt eller noget sjovt. Det vigtigste er, at der sker noget. Måske møder hovedpersonen nogen eller oplever noget, der kan sætte gang i historien. Husk at din historie både skal have en indledning, et historieforløb og en afslutning.

  6. Når din historie er færdig, skal du lave en forside og en bagside. Husk at skrive hvem der har lavet bogen enten på forsiden, bagsiden eller på siden mellem forsiden og side 1 i din bog. Nu har du skrevet din helt egen bog. Tillykke!


Allerede færdig?

Med Storyjumper er der mulighed for at indsætte sine egne billeder. Tag billeder på skolen med din telefon eller et kamera og upload billederne til Storyjumper. Vælg 'Photos' i menuen til venstre. Det fungerer bedst at indsætte sine egne billeder som baggrundsbilleder. Lav herefter en historie, hvor du lader karaktererne optræde på gangene i din skole eller måske i miniature-udgaver på en reol eller et bord i klassen. Ved at ændre på størrelser og placeringer på billedet, kan man lave nogle ret sjove effekter.

Forberedelse

  1. Lav et klasselogin på Storyjumper - brug guiden til Storyjumper.

  2. Tal om historieopbygning i klassen (f.eks. aktantmodellen).

Tip

Storyjumper er et godt redskab til at udvikle historier. Derfor er det en god idé, at eleverne ikke er kommet for langt med deres historie, inden de går i gang med at bruge Storyjumper.