Hold geden tør

Belg Mamo bor i Uganda. Han har fået en ged af Folkekirkens Nødhjælp og kan nu give sine børn mælk. Hjælp Belg Mamo med at bygge et gedehus, så geden ikke bliver syg i regntiden.
Fag: Natur/teknologi
Klassetrin: 4.-6. klasse
Tidsforløb: 2 lektioner
Udarbejdet af:
Senest opdateret:
01. february 2012

Intro til opgaven

Denne opgave eksperimenterer med velgørende innovation under overskriften Low Tech - High Impact. Opgaven er udarbejdet af FDF og Folkekirkens Nødhjælp og testet på FDF Landslejren i sommeren 2011. 

Opgaven er delt op i en situationsbeskrivelse, en udfordring og forslag til nogle materialer, som eleverne skal bruge til at løse udfordringen. I denne opgave gælder det om at sætte sig i Belg Mamos sted og løse et konkret problem i forbindelse med projekt "Giv en ged". I løbet af opgaven skal eleverne udnytte deres innovationsevne til at problemløse i den tredie verden. 

I løbet af opgaven skal eleverne samtidig arbejde med digitale redskaber som Google Search og IfItWereMyHome til at finde flere informationer om Uganda og Wordpress til at samle og dokumentere alle ideerne i klassen. 


Redskaber, der skal bruges

Google Search

www.google.com

Det er ikke for ingenting, at Google er den mest dominerende søgemaskine i verden. Brug Google Search til researchfasen, når der arbejdes med opgaver og præsentationer. Få mere præcise søgeresultater med disse søgetips.

Gå til guiden

IfItWereMyHome

http://www.ifitweremyhome.com/index/DK

Hvordan ville dit liv være anderledes, hvis du boede i Korea, Sverige eller Burundi? På IfItWereMyHome kan man let sammenligne to landes størrelse, spædbørnsdødelighed, arbejdsløshed, indtjening, strømforbrug og meget mere.

Gå til guiden

Wordpress

http://wordpress.com/

En blog er en hjemmeside, hvor man løbende tilføjer f.eks. tekst og billeder som nye blogindlæg med dato på. Blog-formatet er derfor særligt velegnet til at dokumentere forløb. Med en blog kan man afprøve nye roller som skribent og medieformidler.

Gå til guiden

Klar, parat, start!

  1. Situationen: Belg Mamo bor i Uganda. Han har fået en ged af Folkekirkens Nødhjælp og det har gjort hans liv bedre. "Nu har jeg mælk til mine børn og jeg kan sælge nogle af mine gedekid" siger Belg. "Jeg er glad for min ged, men nu er regnen kommet og det er godt - men ikke for geden. Geden kan ikke tåle at stå i mudderet hele dagen, for så går der sygdom i gedens klove. Jeg har brug for et gedehus".

  2. Hjælp Belg Mamo med at bygge et gedehus. Sørg for at geden ikke får våde klove og tænk over hvordan I kan samle gedens lort sammen, så det kan bruges som gødning.

  3. Materialer: I bestemmer selv, hvad I vil bygge jeres gedehus af. I kan fx bygge en model af legoklodser.

  4. Nu skal I i gang med at tegne og bygge modeller af jeres gedehus. Måske har I lyst til at tegne først, måske går I bare i gang med at bygge en model af jeres gedehus.

  5. Det kan være en god idé at finde ud af, hvor meget vand der falder i regntiden i Uganda? Prøv at finde mere information om Uganda på Google eller med IfItWereMyHome.

  6. Tag billeder af jeres ideer og modeller - helt fra start til slut, så I også viser processen. I skal bruge billederne senere.

  7. Læg jeres ideer op på jeres fælles klasseblog i natur/teknik. Læg billeder og tekst op som indlæg på bloggen. I teksten kan I forklare jeres idé og hvordan I vil sikre at gedens klove ikke bliver våde.

  8. Fortæl om jeres idé til resten af klassen evt. hele skolen, hvis I har innovationsuge på skolen. Send også et link til bloggen til jeres venner og familie.


Allerede færdig?

Belg Mamo er ikke den eneste, der har brug for hjælp. Find andre udfordringer, I ønsker at gøre noget ved. Det kan være i den 3. verden eller i Danmark.

Forberedelse

  1. Find materialer sammen med eleverne. Det kan fx være legoklodser, pap, ler, sten osv.

  2. Opret en klasseblog til natur/teknik, hvor I samler jeres ideer. Bloggen kan bagefter bruges til fremlæggelse ved jeres interaktive board.