AudioBoo

AudioBoo kan kaldes lydenes YouTube. Med AudioBoo kan du nemlig uploade dine egne lydoptageser og høre andres. Brug det til at lave radioindslag fra studieturen og til at arbejde med mundtlig formidling.

Hvad er AudioBoo?

Med AudioBoo handler det om at optage og dele lyd. Programmet egner sig rigtig godt til brug på smartphones, men du kan også uploade lydoptagelser fra computeren via audioboo.fm. Optagelserne må max være 5 minutter lange, og når du har optaget eller uploadet dit 'boo', kan du tilføje et billede og en geografisk lokation.

AudioBoo har både lånt idéer fra YouTube, Facebook, Twitter og iTunes. Det betyder, at du også her kan følge andre brugeres aktivitet og sågar modtage deres 'boos' som podcast eller RSS-feed. Der er også mulighed for at lægge optagelserne ud på din Facebook-profil.

Hvis du har en smartphone, kan du downloade AudioBoos app og lægge optagelser direkte på nettet fra din telefon. Bare husk, at det kan koste penge at lægge lyde op, hvis du ikke er forbundet til et trådløst netværk - f.eks. derhjemme. Guiden her på Fremtidslaboratoriet viser dig, hvordan du bruger AudioBoo på din computer.


AudioBoo i undervisningen

  1. AudioBoo kan f.eks. bruges, når klassen er på studietur og gerne vil lave lydoptagelser fra de seværdigheder, I besøger.

  2. Giver mulighed for at lave små radioindslag og derigennem arbejde med mundtlig formidling.

  3. AudioBoo har en podcast-/RSS-funktion, som gør det muligt at følge hinandens 'boos', så lærere og elever kan inspirere hinanden.


Guides

Opret bruger

Print guide

Step 1: Find AudioBoo og 'sign up'

Gå til audioboo.fm og klik på den blå knap 'Sign up for a free account'.

Vælg den blå knap
Vælg den blå knap

Step 2: Opret ny bruger

Du kommer nu til en formular, som skal udfyldes med et valgfrit brugernavn, din emailadresse og et valgfrit kodeord. Der kommer et flueben ud for brugernavn og password, hvis AudioBoo godkender dem.

Tjek din email. Klik på linket i den mail, du modtager fra AudioBoo for at aktivere din konto. (Hvis du ikke har modtaget en email indenfor et par minutter, så husk at tjekke din mappe med uønsket mail.) Nu er du klar til at gå i gang.

Skriv dit eget brugernavn, email og kodeord.
Skriv dit eget brugernavn, email og kodeord.

Lav et 'Boo'

Print guide

Step 1: Ny optagelse / upload

Klik på 'my profile' i øverste menulinje og vælg derefter "New recording/File upload".


Step 2: Optagelse

Hvis du ikke allerede har en lydfil, som du gerne vil uploade, skal du optage én.

For at optage lydfiler med AudioBoo, skal computeren have indbygget en mikrofon. Klik på "Got your mic ready", for at tjekke om computerens mikrofon virker eller på "Rather upload a file", hvis du vil uploade en lydfil, der allerede ligger på din computer.

Det er nødvendigt, at have Google Gears (et lille tilføjelsesprogram til din browser) installeret, for at optage lyd, så hvis AudioBoo spørger dig om dette, kan du bare installere.


Step 3: Udgiv dit 'Boo'

Når du har optaget dit 'Boo', klikker du på "Pause". Nu har du mulighed for at klikke på "Happy? Add title". Hvis du er tilfreds med dit 'Boo', kan du nu tilføje en titel og evt. også nogle 'Tags'. Tags er små præcise søgeord - f.eks. kunne man tagge sit 'Boo' med Cirkus, Interview, Klovn, Børn, Viborg, hvis man har været i Cirkus i Viborg og interviewe en klovn.

Du har også mulighed for at tilføje et billede og en lokation, hvis dit 'Boo' er blevet indtalt et specielt sted eller måske omhandler et geografisk sted. Afslut med at trykke "Publish".

SUCCES! Dit 'Boo' ligger nu på nettet, så alle kan høre det.


Tip

  • Upload en lydfil fra din computer. Optag f.eks. med Windows lydoptager på PC eller Quicktime på Mac.