Glogster

Med Glogster kan I lægge pap, lim og farvekridt på hylden for en stund og i stedet skabe online plakater, der kombinerer tekst, billeder, video, grafik og lyd. Brug Glogster som et unikt præsentationsværktøj i f.eks. dansk, engelsk og billedkunst.

Hvad er Glogster?

Med Glogster er det muligt at lave plakater, der indeholder både video, lyd, tekst, grafik og meget mere. Lad eleverne være kreative og kombinere medier og udtryksformer i en ny præsentationsform.

Når man er i gang med sin Glog, er alle muligheder lige ved hånden. Direkte fra computeren kan man tage snapshots og optage video og lyd via mikrofon og webkamera. Man kan også hente billeder, video og andet materiale fra andre tjenester. Når man er færdig, kan man dele sine Glogs via diverse sociale medier - f.eks. Facebook.

Glogster giver mulighed for at oprette en 'Education-konto', hvor læreren kan give alle elever login og følge med i de Glogs, eleverne arbejder på. Det gør det både nemmere og hurtigere for eleverne at komme i gang, og det giver mulighed for at være fælles om det arbejde, der laves i klassen.


Glogster i undervisningen

  1. Giver mulighed for at skifte de analoge placher ud med digitale plakater

  2. Udfordrer præsentationsformatet ved at koble mange medier og udtryksformer på én enkelt side

  3. Arbejd kreativt med digitale flader i billedkunst

  4. God til både engelske og danske præsentationer og plakater


Guides

Opret lærerkonto

Print guide

Step 1: Gå til Glogster

Gå til glogster.com. Hvis du er lærer, skal du klikke på det grønne hjørne i højre side, hvor der står 'Are you a teacher?'. Hvis du vil oprette en almindelig konto, skal du klikke på 'Create account'. Guiden her følger lærer-oprettelsen.


Step 2: Vælg kontotype

Klik på 'Choose your account level' og vælg nu den grå type, som hedder 'Basic'. Det er gratisudgaven.


Step 3: Udfyld informationer

Du skal nu udfylde formularen med brugernavn, ønsket kodeord, email osv.. Nederst skal du tilføje din skole, hvis den ikke allerede står på listen. Sæt til sidst flueben ud for betingelserne (terms) og klik på 'Sign up'.


Step 4: Dashboard

Du kommer nu direkte til dit dashboard, hvorfra du kan oprette Glogs og tilføje elever til din Education-konto.


Tilføj elever til lærerkonto

Print guide

Step 1: Tilføj elever

Midt på dit dashboard er der en pink knap, hvor der står 'Add new students'. Klik på den.


Step 2: Vælg antal elever

Der dukker nu en boks op, hvor du skal skrive, hvor mange elever du vil tilføje. Du kan gratis tilføje op til 50 elever på én lærerkonto. Klik derefter på ' Add accounts'.


Step 3: Tjek dashboard-mail

Tilbage på dit dashboard har du nu fået en mail. Her står informationerne om de nye elevkonti, som du lige har oprettet. Nu kan du kopiere og maile login-informationer til alle elever. Hver elevkonto har fået et nummer. Du skal sende den første konto til én elev, den næste konto til næste elev og så videre. Eleverne kan nu bruge det link, som er med i informationerne, til at logge sig ind første gang, og derefter kan de selv ændre deres konto, så deres rigtige navn står der. Du kan også på forhånd rette elevernes konto til med deres navne, men det er ikke nødvendigt.


Den første Glog

Print guide

Step 1: Kom i gang

Klik på den røde 'Create new Glog' knap på dit dashboard. Vent et par sekunder til din nye Glog åbner. Hvis du vil bruge ét af de mange temaer, som Glogster tilbyder, skal du klikke på 'Categories' i den grå menu øverst og vælge det Glog-tema, som du vil arbejde i.


Step 2: Redigér i elementer

Den åbne Glog vil have en baggrund og måske allerede nogle elementer. For at redigere eller fjerne elementer, skal du klikke på dem. Elementet vil nu være markeret, og du får forskellige redigeringsmuligheder. Du kan f.eks. tilføje tekst, dreje og flytte elementet eller klikke på skraldespanden for at slette det.


Step 3: Tilføj et billede

For at tilføje billeder, eller andre elementer, skal du bruge den sorte menu i venstre side. Klik f.eks. på 'Image'. Nu får du flere muligheder: 'Upload', hvor du kan finde et billede fra din computer. 'Link', hvor du kan bruge et link fra nettet og 'Grab', hvor du via webkamera kan tage et billede direkte på computeren. Når du har fundet eller valgt det billede, som du vil bruge, skal du klikke på 'Use it!', og du kan nu redigere i billedet på din Glog.


Step 4: Flere funktioner

På samme måde som du kunne indsætte et billede på plakaten, kan du tilføje tekst, video, lyd, tegninger m.m.. Glogster tilbyder mange forskellige grafiske elementer og tekstformater, som du kan bruge. Hvis du vil ændre hele baggrunden, kan du under 'Wall' finde en ny. God fornøjelse!


Tip

  • For at kunne bruge æ, ø og å skal du indsætte lidt tilfældig tekst på din Glog. Klik så på teksten og klik 'Edit'. Nu skal du ændre 'Fonts' til 'Arial(LatinAll)' og ved 'Characters' skal 'ABcd - LatinAll' have et flueben.