MindMeister

Arbejd med fælles brainstorm og systematisering af idéer med MindMeister. Med dette redskab kan man oprette, dele og samarbejde i Mind Maps. Det færdige Mind Map kan downloades og bruges i opgaver og præsentationer.

Hvad er MindMeister?

Med MindMeister arbejdes med Mind Maps online. Man kan arbejde på det samme Mind Map flere ad gangen samtidigt - og hele tiden se, hvad andre har tilføjet eller fjernet. Med MindMeister kan I altså prøve kræfter med coorperative learning.

Siden er meget let og intuitiv at bruge og en stor del af arbejdet foregår ved at trække tekstdele, ikoner og andre elementer rundt på sit Mind Map. MindMeister gemmer automatisk dine Mind Maps. Sidst men ikke mindst kan man vælge MindMeister på dansk, så alle klassetrin kan være med.


MindMeister i undervisningen

  1. Mulighed for fælles brainstorm omkring indhold til f.eks. opgaver

  2. Brug MindMeister på SmartBoard’et når klassen i fællesskab skal samle idéer og viden

  3. Nyttigt til projektopgavens og fysikrapportens indledende faser

  4. Giver forståelse for at systematisere via symboler, farver og tekst


Guides

Opret konto

Print guide

Step 1: Find MindMeister

Gå til mindmeister.com og klik på 'Tilmeld dig' i øverste højre hjørne.


Step 2: Udfyld formular

Klik i den lille runde knap ud for 'Basis'. Udfyld formularen til højre med dit navn, email og valgfrit brugernavn og password. Til sidst klikker du på 'Opret bruger'.


Lav et Mind Map

Print guide

Step 1: Nyt Mind Map

Når du logger ind, lander du på siden 'Mine Mind Maps'. Her ligger et standard Mind Map, som allerede indeholder forskellige elementer, så du kan se, hvad man kan med MindMeister. Klik på Mind Mappet for at kigge og redigere i det. Klik på 'Nyt Mind Map' i øverste venstre hjørne for at åbne et helt nyt Mind Map.


Step 2: Tilføj indhold

Når dit første Mind Map åbner, kan du se et felt i midten. Klik en enkelt gang i feltet og tilføj tekst - f.eks. det overordnede emne for dit Mind Map.

Dobbeltklik et sted på kortet for at tilføje et nyt felt, som du kan skrive i. Feltet vil være forbundet til midten, som du kan se på billedet nedenfor. Hvis du vil lave et felt, som er forbundet til dit sidste felt, skal du dobbeltklikke på kortet og derefter trække det nye felt hen ovenpå det forrige.

I menuen til højre har du forskellige funktioner: En navigator, hvor du kan se, hvor på kortet du befinder dig, muligheder for at redigere i felternes farver m.v., mulighed for at indsætte ikoner og figurer og til sidst en notefunktionalitet.


Del dit Mind Map

Print guide

Når det valgte Mind Map er åbent, klikker du på 'Del Mind Map' i nederste venstre hjørne. Der dukker nu en boks op, hvor du klikker på 'Invitér personer'. Skriv emailadresser på dem du vil dele med og vælg, om de skal være 'Samarbejdspartnere' eller 'Seere'. Afslut ved at klikke på 'Invitér personer'.


Eksportér dit Mind Map

Print guide

Du kan vælge at gemme dit Mind Map på din egen computer ved at eksportere det som en fil, der downloades til din computer. Klik på 'Eksport' i den øverste menulinje i dit åbne Mind Map. Der dukker nu en boks op, hvor du skal vælge filtype. Vi anbefaler 'Dokument oversigt', 'PDF-format' eller 'Billedfil'. Vælg et format og klik på 'Eksport'.